Spring til hovedindhold

14 nye pengeinstitutter åbner for tapping med MobilePay

En stribe nye pengeinstitutter åbner nu for, at deres kunder kan tappe med MobilePay. I alt kan kunder i 38 pengeinstitutter nu betale med MobilePay i alle butikker. Samtidig runder MobilePays nye aldersbevis en milepæl.

Cover image

Flere danske MobilePay-brugere får nu mulighed for at vælge MobilePay som mobilbetalingsløsning på butikkernes betalingsterminaler. Det sker, når de fleste af de pengeinstitutter, der benytter datacentralen BEC, fra i dag gør det muligt for deres kunder at aktivere deres betalingskort til betaling i butikker.

Det bringer det samlede antal banker og sparekasser, som tilbyder tapping med MobilePay, op på 38.

Tapping med MobilePay blev for første gang muligt i 2025, da Danske Bank og SEB Kort som de første åbnede for, at deres kunder kunne vælge MobilePay i stedet for Apple Pay som standardbetalingsapp i butikker.

Det betyder, at iPhone-brugere kan vælge, at MobilePay åbner, når de dobbelttrykker på knappen på højre side af deres iPhone.

Også Android-brugere kan vælge MobilePay som standardbetalingsapp og dermed have alle betalinger – både i butikker og mellem venner – samlet i samme app.

Mange flere muligheder

Ud over at være et nordisk alternativ giver MobilePay også nogle andre muligheder, som brugerne i forvejen kender. Eksempelvis er det muligt at navngive sine kort, så de er lettere at kende fra hinanden, når man tapper. Man kan også hurtigt dele en betaling mellem flere eller tilføje betalingen som udlæg i en gruppe.

Det er det enkelte pengeinstitut, der vælger, hvilke kort det skal være muligt at aktivere. Derfor tilbyder nogle banker, at man kan aktivere både Visa- og Mastercard-kort, mens andre kun tilbyder aktivering af den ene af de to korttyper.

MobilePays norske søsterapp, Vipps, åbnede allerede i 2024 for tapping med Vipps som den første betalingsapp i verden, efter at EU-Kommissionen havde påbudt Apple at give andre betalingsapps adgang til at tilbyde denne funktion på iPhone.

MobilePay, der til januar skifter navn til Vipps, lancerede i oktober et aldersbevis, som man kan bruge til at dokumentere sin alder i butikker og i nattelivet.

Dette aldersbevis kan også kaldes frem med et dobbelttryk på højre side af iPhonen, og virker ligeledes på Android. I løbet af de første to uger har 50.000 danskere aktiveret deres MobilePay-aldersbevis.

De nye pengeinstitutter, der i dag åbner for tapping med MobilePay, er:

  • Andelskassen Fælleskassen
  • Danske Andelskassers Bank
  • Faster Andelskasse
  • Frørup Andelskasse
  • Frøslev-Mollerup Sparekasse
  • Fynske Bank
  • Hvidbjerg Bank
  • Lollands Bank
  • Lægernes Bank
  • Merkur Andelskasse
  • Møns Bank
  • Nykredit Bank/Spar Nord Bank
  • Grønlandsbanken (ikke alle kunder)
  • Coop Bank